Coliforme bakterier fundet i Kerte og Omegns Vandværk – borgere skal koge vandet

Foto: Assens kommune.
dato

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at borgere i Kerte og Omegns Vandværks forsyningsområde koger vandet, før det bruges til drikke, madlavning og rengøring.

En prøve fra Kerte og Omegns Vandværks forsyningsområde har vist forekomst af coliforme bakterier. Derfor opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed alle berørte borgere til at koge vandet, før det bruges til drikke, madlavning eller rengøring af overflader, der kommer i kontakt med madvarer.

Det anbefales at koge vandet i to minutter for at dræbe eventuelle bakterier. Ved brug af elkedel skal vandet koges to gange med 1-2 minutters mellemrum. Kaffemaskiner opvarmer ikke vandet tilstrækkeligt, så her bør kogt vand anvendes. Husdyr kan dog godt drikke vandet uden forudgående kogning.

Kogt og afkølet vand bør også anvendes til skylning af salat, frugt eller rå grøntsager, mens køkkenborde og overflader, der har kontakt med madvarer, skal rengøres i kogt vand. Vandet kan benyttes til at vande urtehaven, og opvaskemaskiner må gerne bruges, hvis slutskyl er mindst 80°C. Ved opvask i hånden skal kogt vand bruges. Til tøjvask kan almindeligt vand benyttes til maskinvask ved temperaturer fra 60°C.

Personlig hygiejne som brusebad og karbad kan fortsat ske med hanens vand, men der skal sikres, at børn ikke drikker af vandet under badning. Det anbefales, at man børster tænder og rengør tandproteser i kogt og afkølet vand. Hænder vaskes som sædvanligt, men bør efterfølgende skylles med kogt og afkølet vand inden madlavning.

Der er sat yderligere undersøgelser i gang for at afgøre, hvor længe anbefalingen om at koge vandet skal gælde. Når nye prøver viser, at der ikke længere er coliforme bakterier i vandet, vil anbefalingen blive ophævet. Indtil da skal vandet fortsat koges.

Beboere kan holde sig opdateret om situationen på Assens Kommunes hjemmeside på https://www.assens.dk eller følge udviklingen via kommunens Facebook-side samt de lokale nyhedsmedier. Det er også muligt at se, hvem der forsyner dig med vand, på din vandregning eller ved at søge her.

https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser/kog-vandet-hvis-du-faar-vand-fra-kerte-og-omegn-vandvaerk/

Kilde: Assens Kommune